Fortræning til Melfar 2006

 

 

Fortræning til Melfar 2006.

 

Saddel og pedaltræning før 24 timers cykelløbet Melfar 24.

 

Tilbageblik kan også være fremtid:

En martsdag i 2006, mens jeg endnu lå hjemme i min sygeseng med ”støvle” på min brækkede ankel, ringede min gode ven Brian for at spørge til mit helbred, og om jeg ville hjælpe ham med psykisk opbakning til hans rekordforsøg. Det stod hurtigt klart for alle os som var involveret i at skulle gennemføre Lanzarote Ironman 2006, at Brian og jeg ikke skulle deltage pga. mit uheld. Brian skulle derfor have brændt noget af den opsparede energi af. Min kortsigtede plan bestod i at komme af med ”støvlen” komme på højkant og i gang med cykeltræningen på spincyklen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg listede ind i mit træningsrum, tog støvle af og cykeltrænede inden lægerne havde givet grønt lys. Ligeledes havde Gert P og jeg en aftale om at køre et 24 timers løb i Middelfart d. 3-4. juni, så det var om at komme i gang.

Min hjælp til Brian bestod i at jeg skulle cykle ved siden af ham i 12 timer fra den 17-5 2006 kl. 17:00 til næste morgen kl. 05:00, da Brian mente dette ville blive den sværeste nat at komme igennem. Natten gik hurtigt med musik, sang og vittigheder. Mine 12 timer med Brian gik godt og jeg følte mig klar til 24 timers løbet og som mange ved blev det til en ny verdensrekord til Brian i flest timer på en spinding cykel, nemlig 82 timer i alt med start den 15/5 2006 kl. 06:45, flot gået og et stort tillykke til Brian.