ET GODT LIV: Han er blind, og svømning giver hans liv indhold,
                   men han går både til fodbold og i biografen.

 Af Anders Mose Poulsen                                                   
(Foto: Sonnich Borg)

BLIND BEDRIFT.

• Klaus Ursin har svøm­met over Storebælt på seks timer og 24 minutter.
• Han har svømmet fra Saksild på den østjyske kyst til Samsø, en strækning på 21 kilo­meter, men måtte i samme ombæring op­give at svømme videre til Fyns Hoved på grund af dårligt vejr.
• En tredje af rekorderne er en svømmetur fra Taars på Lolland til Spodsbjerg på Langeland, en stræk­ning på 16 kilometer. Cykle­de herefter de 31 kilometer til nordspidsen af Lange­land og svømmede heref­ter de sidste 22 kilometer hjem til Nyborg.
• Har svømmet fra Gel­ting til Faaborg - en tur på 58 kilometer.
• Har svømmet fra Fre­dericia til Røjle Klinten strækning på 12 kilometer.
• Har svømmet fra Him­melbjerget til Silkeborg, en tur på 12 kilometer i sø­vand.
• Har svømmet over Femern Bælt, en strækning på 30 kilometer.
• Og har her i sommer svømmet fra Bornholms nordspids til den sydsven­ske kyst, en strækning på 37 kilometer.
• Næste år venter måske den ultimative drøm om en tur over Den engelske Kanal.
• Et andet projekt, der er i støbeskeen, er en svøm­metur Fyn rundt over ti dage.

Den blinde svømmer er ikke sådan at blive klog på.

Her sidder man over for en 46-årig fynbo, der mistede sy­net som 20-årig, og så fortæl­ler han med største selvfølge­lighed, at han skam er fast gæst til alle OB's hjemme­kampe på Odense Stadion, at han går i biografen, ser fjern­syn, spiller kort, laver mad, mødes med vennerne, tager på familiebesøg og handler ind som enhver anden af os.

Men sådan er virkeligheden også for den synshandicappe­de langdistancesvømmer Klaus Møller Ursin fra Ny­borg, af folk i det ganske land kendt som "den blinde svøm­mer", ham med alle rekorder­ne, ham der har sat en ære i at svømme over alle vore bælter.

De forhadte timer

Da han for snart 40 år siden var elev på Jernbanegades Skole i Odense og blev beor­dret til svømmeundervisning på Klosterbakken, gjorde han alt, hvad han kunne for at slippe for "de forhadte timer i bassinet."

I dag svømmer han med stor vellyst over sund og bælt og sætter den ene rekord efter den anden.

Han har svømmet fra Rød­by til Femern, fra Faaborg til Gelting og mange andre ste­der. Sidst har han imponeret hele landet ved at svømme de godt 35 kilometer fra Born­holms nordspids til den sven­ske kyst ved Ystad, og går alt efter planen, vil han næste år svømme over Den engelske Kanal og måske også de godt 350 kilometer rundt om Fyn, hvis en sponsor eller i sidste ende hans bank vil.

Den ultimative drøm

Kanal-svømningen, der er den ultimative drøm, koster nemlig ikke færre end 70.000 kroner, og de er ikke sådan at udrede af en invalidepension.

Men det er svømningen, der giver hans liv indhold. I hvert fald i øjeblikket, for om fem år kan det være, at han kaster sig over noget helt an­det, som han tidligere har dyrket: Tandem-cykling og langdistanceløb. Også bryder han sig slet ikke om at løbe.

Men indtil videre er det det våde element, der giver ham følelsen af at være til. Trods sit handicap forsøger Klaus Ursin nemlig i så høj grad, det er muligt, at leve et liv, der er så normalt som det nu kan blive.

Og ganske vist kan han ikke se, når Steffen Højer eller Mwape Miti scorer, eller når dommeren dømmer Søren Berg offside, men han kan få både stemningen og atmos­færen med, og det er for ham det vigtigste. At være til stede og føle, at han lever med i begivenheden.

Og på samme måde i biografen.

Han kan hverken se det ene eller andet, men lyden fortæl­ler ham, hvad filmen handler om, og herudfra danner han sine egne billeder inde i hove­det. Drømmebilleder, måske, men trods alt billeder, der i hans univers bliver til en hel spillefilm.

Men når han skal spille kort....

-Ja, så spiller jeg med mærkede kort, smiler han.- Og så ved jeg udmærket, hvornår jeg sidder med et es på hånden. Jeg har nemlig lært de mærkede kort at kende. Det har mine medspillere ikke.

Claus Ursin er en mand, der har gjort en dyd af nødvendigheden.

Ganske vist er han totalt blind. Men alligevel prøver han at leve et liv, der ikke adskiller sig fra det, der er det normale, når man ellers har sine sansers fulde brug.

Men han skulle helst også føle, at han udretter noget, er til noget, at han kan bruge sig selv og sin krop, og det er her, de ekstremt lange svømmeture på åbent hav kommer ind i billedet.

- Det er dejligt, når man kan mærke, at man bruger sig selv og sin krop, siger han.

Og så kommer tilføjelsen:

- Fornemmelsen af, at man får lov at lave noget, er ganske enkelt det bedste, man har.

Og derfor er det våde element blevet den blinde fynbos bedste ven. Det er her i bølgerne, han trives, det er her, han føler, at han lever.

Fordi han her bruger sig selv sin krop og sine kræfter.

- Det giver mig en følelse af frihed, når jeg der ligger og svømmer, siger han.

- Her bestemmer jeg selv tempoet, og jeg bestemmes selv, hvornår jeg vil holdt pause. Det er friheden, den frihed jeg har. Og så snakker jeg så dejligt med mig selv, nål jeg ligger der i vandet. Og jeg tænker godt, på politik f.eks. alt det, der sker i vor hverdag

Hjælp til det meste

Ellers bestemmer Klaus Ursin nemlig ikke så meget selv for selv om han i vid udstrækning prøver at leve normalt, skal han have hjælp til det meste. Til svømningen, der kræver, at han altid har en båd foran sig, til gåturene i byen, til transport, til de fleste af alle hverdagens små gøremål. Men han har et liv, og spørger man, om det trods alt er et godt liv, lyder svaret: -Ja, jeg er ikke bitter. Jeg er blind, men jeg accepterer mit handicap. Jeg gør det, jeg kan gøre for at få det bedst mulige ud af det. Og jeg kan da sagtens koge pasta. Jeg tager den blot af, når jeg mener, den er kogt. Det er en fornemmel­sessag. Og sådan er historien om Klaus Ursin. Venter man at møde en mand, der klynker på grund af alle de ting, hans handicap forhindrer ham i, skal man vente længe. Tværtimod prøver han at se bort fra sit handicap. Men han kan ikke bevæge sig noget sted hen, uden at han skal have sin forlovede, Marianne, med ved sin side. Hun er 36 år, overtrafikkontrollør ved banestyrelsen og den sidste af en række kvinder i hans liv.

Dem har han nemlig aldrig haft for få af, fortæller han med et smil.

-Jeg færdes ikke med hvid stok, siger han.

- Hertil er jeg for forfængelig. Til gengæld går jeg gerne med Marianne om skulderen, og hun med mig om ryggen, og da hun er min kæreste, er der ingen, der tager notits af det.

Klaus Ursin tænker godt over sine svar, som om det er ham magtpåliggende ikke at træde ved siden af. Omgivelsernes billede af ham skal ikke være hverken ynk eller klynk. Han vil accepteres for, hvad han er, og hvad han kan

- Jeg svømmer, fordi jeg kan li' det, siger han. - Og lod det sig gøre, svømmede jeg gerne meget mere.

- Men jeg skal jo både have Marianne og en båd med, og det lader sig desværre ikke gøre hele tiden. Så af og til må jeg nøjes med den træning og de ture, der nu kan blive mig til del. Det er som regel for lidt.

Alt det fortæller han om, mens vi sidder i hans køkken og ser på hinanden.

Eller ser. For hvad er det, vi gør?

Vi taler sammen uden som normalt at kunne se hinanden i øjnene, og det giver en mærkelig fornemmelse af uvirkelighed. Det er øjenkontakten, der mangler.

Men sådan er det for Klaus Ursin. Sådan er det også for hans gæster.

Stille fortæller han om sig selv.

En livshistorie

Egentlig er Klaus Ursin en fynbo som enhver anden. Han er født i Røjle. Hans far, der ernærede sig med udlejning af knallerter og biler, gik tidligt bort.

Hans forældre blev skilt, da han var halvandet år. Moderen flyttede til Odense, hvor han voksede op i Kongensgade og blev elev på Jernbanegades Skole. Siden kom han i lære som gartner i Agedrup, men opgav, fordi han ikke kunne li' at få jord under neglene.

Han ler lidt ad hændelsen, som var den sådan en ungdommelig tossestreg.

I stedet flyttede han til Nr. Snede i Midtjylland og kom i lære i en møbelforretning. Men inden han kom så langt, kom tragedien.

Som 17-årig fik han fjernet det venstre øje som følge af kræft. Da han samtidig var født med arvelig grå stær, var han blevet opereret 25-30 gange, siden han var dreng. Og som 20-årig kom så den nethindeløsning, der gjorde ham totalt blind og afstak hans fremtid.

- Men, som han siger, når man intet kan se, ser man lysere på tilværelsen.

- Det er det, jeg forsøger at gøre.

-Jeg er så blind, at jeg kun kan skimte noget mælkehvidt. Men hvad der gemmer sig i det mælkehvide, aner jeg ikke. Jo, jeg har min fornemmelse, for heldigvis er min hørelse god. Jeg hører ting og lyde, ingen andre gør.

Et par år senere blev han gift og fik et barn. Siden blev han skilt og flyttede tilbage til Fyn, først til Ullerslev, siden til Nyborg. Det var her, han efter en række andre forhold fandt sin Marianne, som til daglig sidder i kommandoposten på Nyborg Station.

- Heldigvis har jeg aldrig haft så svært ved det med damer, ler han.

Og det er her i Nyborg, han finder ind i sportens verden, først med tandemcykling, hvori han formår at blive nor­disk mester, siden med løb og nu med svømning.

Og sådan er altså historien om Klaus Ursin, en mand der trods sit handicap fandt et indhold i tilværelsen..

Klaus Ursin og hans Marianne.

"Når man intet kan se, ser man lysere på tilværelsen."