Challenge week 2006.

En personlig succesoplevelse.

Vejen til en personlig succesoplevelse er ikke altid kort eller let, men det bliver oplevelsen ikke mindre af, tværtimod.

Efter en lang og træls sportslig sæson forfulgt af uheld og sygdom, hvor ods ikke har været til min fordel, jeg kan bl.a. nævne mit ankelbrud i januar som blev en hæmsko for min løbetræning resten af sæsonen, der nåede ikke at komme mange km. i benene her i 2006, mine allergianfald, hvor jeg blev indlagt med kraftig hovedpine og balance problemer det meste af sommeren, så jeg frem til, 4 uger før afrejse til Lanzarote, at skulle have fjernet alle de indsatte materialer i min ankel, de var blevet til stor gene for mig og bevægeligheden i foden. Efter alt dette fik jeg optil kun trænet ca. 14 km. i alt, ikke meget at have med i bagagen til Challenge Week. Løbet strækker sig over 4 dage og byder på 10 km. gadeløb, 13 km. vulkanløb, 5 km. strandløb og 21 km. terrænløb.

Efterfølgende vil blive en beretning om et motionsløb som er både krævende, spændende og med plads til smil/sjov, men som naturligvis kræver en del fortræning pga. løberuternes forskellighed og varierende terræn. Hvad skulle en som jeg her? Jeg havde kun 14 km. løb i benene, men trods mine svære ods, en hel del cykeltræning og masser af vilje, mente jeg at det måtte bære et stykke hen af vejen. Min ven og løbemakker og mine øjne, Brian Overkær, var igen klar ved min side til at tage denne store udfordring op, og tusind tak for det..

Dag 2.

Udfordringen på dag 2 er mit yndlings løb overalt, 6,5 km. opad en vulkan for herefter at løbe 6,5 km. ned igen, en samlet stigning på ca. 400 meter.

Gårsdagens løb havde natten over sat sig til en rimelig øm ankel, men øøh…...klar parat løb.

Løbet gik i gang men jo længere de 6,5 km. opad skred frem jo mere øm blev højre achilles, tempoet blev sat lidt ned og den fik fred på nedturen. På trods af smerterne var løbet rigtig godt, vi gennemførte dog var tiden ikke noget at råbe hurra for, nu stod der kun hvile på programmet til næste dag.

Dag 4.

Sidste dags start var fra en meget højtliggende by, ca. 8 km. fra club LaSanta. Vi skulle løbe 21 km. på blandet underlag og med mange stigninger og nedløb. Med lidt bange anelser for om optapeningen vil hjælpe mig igennem løbet, gjorde vi klar til start. Trods smerter men med høj sol og lige så højt humør, nåede vi målet på stadion, hvor mange tilskuer og andre løbere tog godt imod os, senere samme dag, om aftenen, var der fest på torvet, samt overrækkelse af alle præmier. Her viste det sig, at jeg igen blev belønnet med en speciel pris/præmie, for at have gennemført alle 4 dages løb trods mine dårlige odds. Efter overrækkelsen forærede jeg Brian den for hans meget meget store hjælp og glæde, for uden ham og hans øjne var jeg ikke kommet igennem.

Dette var for mig en personlig succes at gennemføre løbeugen, stort set uden at have trænet og hæmmet af smerter, når det nu er skrevet er det ikke hele sandheden, som man har kunnet læse andet steds, var jeg jo hurtigt på cyklen igen og havde jo også cykeltrænet de sidste 9 måneder. Selvom cykel og løb ikke kan sammenlignes, får man jo trænet lungerne og man holder kroppen i bevægelse. Konklusionen kunne være ”Kun døde fisk følger med strømmen”

Når man så har fået armene ned går træningen videre, nye mål venter. Min kæreste og jeg blev  yderligere 3 uger på club LaSanta, vi fik begge svømmet en del trods ømhed i min ankel, desuden mødte jeg en rigtig sød og rar ung mand, som jeg fik cykletrænet med nogle gange på club LaSantas tandem, som rettelig burde stå på et cykelmuseum. Men det blev nogle gode ture op og ned af vulkanerne.

Nu nærmer årsskiftet sig og jeg kan tage hul på et nyt år med nye mål.

På gensyn i 2007.

Dag 1.

Vel ankommet og udhvilet begyndte strabadserne. Første tur var et 10 km. gadeløb, 2 runder af  5 km. om club La Santa.

Da vi stod bagved startsnoren var sandhedens time kommet, var mod, vilje og selvfølgelig højt humør nok til at bringe os de 10 km. rundt, det ville kun tiden vise. Den 1. runde gik fint og var tilfredsstillende, men tiden var ikke noget at råbe hurra for. Lige påbegyndt 2. runde gik min krop i stå, de næste ca. 400 meter var hårde, det ene øjeblik ville den og så ville den ikke, nu tog min viljestyrke så over og ”fortalte” kroppen at den skulle videre, an rejser jo ikke 3700 km. for at opgive efter 5 km. udaf i alt 49 km. Vi gennemførte og tilsyneladende havde min ankel det ok, kun en smule ømhed efetr de 10 km. Efter løbet og præmieoverrækkelsen kom belønningen, jeg fik en særligudmærkelse for at være kommet tilbage på løbeben igen.

Dag 3.

Af sted med bus om morgenen mod stranden, ca. 30 km. fra club La Santa, hvor de 5 km. strandløb  skulle foregå. Trods lidt hvile var anklen fuld af smerter og virkede stort set ubrugelig, den store trøst måtte være at det trods alt kun var 5 km. løb i sand, ikke så belastene og solen skinnede i øvrigt også fra en skyfri himmel. Løbet blev genneført på en tid 5 min. langsommere end sidste år. Tilbage til klubben med bus for at spise, hvile og lade op til den sidste dags lange udfordring.

Efter frokost, mødte vi en bekendt som tilbød at tape mine fod op med en ny slags tape som også skulle hjælpe på blodcirkulationen. Noget måtte jo prøves hvis sidste dags prøvelser skulle gennemføres.